E-cigaretter

Der er færre og færre, der ryger cigaretter. Hvad gør man så som tobaksindustri? Man finder på nye produkter, som sælger. E-cigaretten er ny måde at ryge og indtage nikotin på. Men hvad er en e-cigaret egentlig, og er den farlig?

Hvad er en e-cigaret?

Hvad er en e-cigaret?

E-cigaretter kan fås i mange forskellige former og størrelser. Men en typisk e-cigaret ser ud som på illustrationen til højre. 

Man putter forskellige væsker ned i e-cigaretten, som ved hjælp af et batteri opvarmer væsken og laver det til damp. Væskerne er lavet af stoffer, og ikke vand, som får dampen til at ligne røg. Dampen indåndes ned i lungerne. På den måde minder e-cigaretter altså om almindelige cigaretter. Væsken til e-cigaretterne kan fås både med og uden nikotin. 

Der findes mange forskellige mærker af e-cigaretter på markedet. Derfor kan det være svært at finde ud af, hvad det præcist er, man ryger. 

Sliksmag

Man kan få e-cigaretter med mange forskellige smage. De kan smage af frugt, chokolade, mint eller andet slik. Derfor er der også flere unge end voksne, som prøver e-cigaretter. De bliver nemlig markedsført til unge. Selvom producenterne ikke må direkte markedsføre til unge, så sker det indirekte, når de sælges med fx chokolade eller frugtsmag. 

Butikkerne må heller ikke sælge til børn og unge under 18 år. 

Alle de andre ryger e-cigaretter?

Nej! Det er langt fra alle unge, der har prøvet e-cigaretter. Og endnu færre ryger dem fast. Lidt flere 15-årige drenge end piger har røget e-cigaretter inden for den sidste måned. Her er det 13 % af pigerne, og 17 % af drenge ifølge den seneste skolebørnsundersøgelse. Blandt de 13-årige er det mindre end halvdelen. Og det er langt fra alle, der ryger det hver dag. 

Er e-cigaretter farlige?

Der gik mange år, før man fandt ud af, hvor skadelige cigaretter er. Derfor ved vi heller ikke endnu, hvor farlige e-cigaretter er. Det er svært at sige præcist, hvor farligt e-cigaretter er, når der er så mange forskellige typer væsker, man kan bruge. I nogle af væskerne er der fundet kræftfremkaldende stoffer. 

Mange af e-cigaretterne indeholder også nikotin, som især er farligt for unge menneskers hjerneudvikling og kan give koncentrationsbesvær. Og det er jo også det, der gør os afhængige – og her kommer det farlige. Når man først ryger e-cigaretter, er der pludseligt ikke så langt til at ryge almindelige cigaretter. Både fordi de minder om hinanden, men også fordi man kan blive nikotinafhængig af e-cigaretter.

Derfor er salget af e-cigaretter til unge også en måde at få nye kunder i butikken for tobaksindustrien! 

Dette site benytter funktionalitet, som ældre versioner af Internet Explorer ikke understøtter. Du bør derfor skifte eller opgradere din browser.